Indbetaling til livrente giver fradrag i den personlige indkomst, hvilket giver en fradragsværdi på op til ca. 52%, når indbetaler betaler topskat. Udbetaling sker resten af livet. En livrente er dermed en pensionsopsparing der sikrer at du aldrig går tør for penge. Og bliver du gammel, vil du få flere penge udbetalt end du har indbetalt. Modsat betyder dette, at hvis du ikke bliver ret gammel, vil du ikke få alle de penge udbetalt som du har indbetalt. Derfor vælger mange at tilkøbe en forsikringsdækning de medfører at livrenten udbetales til ægtefællen hvis man selv dør, eller en anden form for forsikringsdækning. Disse forsikringsdækninger koster i sagens natur penge, men det er muligt at vente med at tage stilling til disse forsikringsdækninger indtil livrenten skal påbegynde udbetaling, da en opsparing indtil dette tidspunkt udbetales til dine nærmeste pårørende hvis du dør.

For lønmodtagere er der et loft på hvor meget du kan indbetale til en livrente hvert år, og dette loft ændres hvert år. Dog kan du indbetale et højere årligt beløb, hvis blot du indbetaler dette højere beløb hvert år i 10 år. Herudover kan arbejdsgivere indbetale et ubegrænset beløb på en livrente til en medarbejder. Arbejdsgiver får herved skattefradrag for indbetalingen, mens indbetalingen beskattes som personlig indkomst for medarbejderen når livrenten engang udbetales.

Selvstændigt erhvervsdrivende har mulighed for at indbetale 30% af overskud fra selvstændig erhvervsvirksomhed på en livrente. Det bemærkes at der er klare regler for hvordan dette overskud skal opgøres.