Ved et generationsskifte menes overdragelse af virksomhed til næste generation. Jeg har særlig stor erfaring med generationsskifer. Eksempelvis har jeg som revisor medvirket til igangsætning af et løbende generationsskifte i et aktieselskab, hvor jeg undervejs i det løbende generationsskifte blev ansat som økonomidirektør/bestyrelsesmedlem med et meget bredt ansvarsområde. Jeg har derfor på nærmeste hold oplevet de udfordringer såvel en virksomhed som de to generationer møder i et generationsskifte.

Det vigtigste i et generationsskifte

I langt de fleste generationsskifter er det af meget stor betydning for såvel den afhændende generation som den overtagende generation, at der betales mindst mulig i skat. Dette er naturligvis meget fornuftigt, idet penge der anvendes til unødvendig skattebetaling ikke samtidig kan bruges til forretningsudvikling af virksomheden eller lignende. Derfor er det en selvfølge at foretage skattemæssige overvejelser i ethvert generationsskifte. Som det fremgår nedenfor, er der dog også andre forhold som såvel den afhændende generation som den overtagende generation bør overveje nøje.

Hvem skal overtage virksomheden

Hver gang en virksomhed skifter ejer, er der en chance for at virksomheden oplever økonomisk fremgang, men der er også en risiko for at virksomheden oplever økonomisk tilbagegang. Risikoen for økonomisk tilbagegang er særlig stor i et generationsskifte, da der er følelser involveret. Et generationsskifte sker typisk fra forældre til en søn eller til en datter – har man to børn overtager det ene barn normalt virksomheden mens det andet barn tilgodeses i form af penge. Denne søn eller datter har måske aldrig haft et reelt valg, og måske ville sønnen eller datteren i virkeligheden hellere noget helt andet. Det kan også være at sønnen eller datteren ikke er den bedst egnede til at lede virksomheden osv.

Der kan være mange årsager til at en virksomhed ikke bør ledes af næste generation. Modsat kan det også sagtens tænkes at næste generation er den absolut bedst egnede, bl.a. fordi personen har forberedt sig på jobbet hele sit liv. Mit råd er derfor nøgternt og ærligt at vurdere om næste generation er den bedst egnede til at lede virksomheden, og hvis ikke, bør virksomheden enten sælges ud af familien eller der bør ansættes en administrerende direktør til at lede virksomheden mens næste generation bliver passiv investor.

Det bør ligeledes nøgternt og seriøst overvejes om virksomheden skal sælges ud af familien af strategiske og forretningsmæssige årsager.

Hvornår skal virksomheden overdrages

Når der er truffet beslutning om at generationsskifte en virksomhed til næste generation, skal det besluttes hvornår dette generationsskifte skal ske. Virksomheden har formentligt været en stor del af den ældre generations liv igennem adskillige år, og derfor har den ældre generation så godt som altid meget svært ved at give slip på magten. Faktisk har den ældre generation det generelt så svært ved at overdrage magten, at det antages at ca. 70% af ejerlederne reelt ikke ønsker at afgive magten i levende live. Samtidig har den næste generation måske samtidig set frem til at overtage ledelsen igennem mange år. Et godt generationsskifte kræver at overdragelsestidspunktet afklares – gerne i god tid. Ved at afklare overdragelsestidspunktet i god tid kan den ældre generation overdrage viden og erfaring til den kommende generation, hvorefter overdragelsen gennemføres efter en fastlagt tidsplan. Samtidig har den unge generation en fair mulighed for at revurdere om vedkommende vil deltage i generationsskiftet, eller om vedkommende hellere vil noget andet med sit liv.

Efter der er fastlagt et forventet overdragelsestidspunkt, er det en klassisk problemstilling at den ældre generation gerne vil hjælpe den kommende generation ved at aflevere en virksomhed der kører helt perfekt. Der opstår altid nye problemstillinger i en virksomhed, og derfor kan den ældre generation altid se en god grund til at det er bedre at vente med at generationsskifte virksomheden. Dette kan medføre store frustrationer hos den unge generation, hvorefter der kan opstå konflikter mellem de to generationer. I værste fald påvirker dette medarbejderne i virksomheden, og dermed påvirkes virksomhedens økonomiske indtjening negativt.

Jeg anbefaler derfor at der i et generationsskifte fastsættes en uigenkaldelig dato for hvornår generationsskiftet skal gennemføres, således begge generationer kan arbejde målrettet frem mod en deadline. Herved bliver der tid til at overdrage erfaringer, men samtidig minimeres den periode hvor medarbejderne måske ikke helt ved hvem der bestemmer hvad i virksomheden. Det bemærkes her, at det normalt påvirker den økonomiske indtjening negativt når der ikke er en klar ledelse.

Hvordan skal virksomheden generationsskiftes

Der findes en lang række måder hvorpå en virksomhed kan generationsskiftes. Den bedste måde at generationsskifte en virksomhed på afhænger af den konkrete situation:

  • Hvor mange penge kan den unge generation selv betale og hvor meget skal der lånes?
  • Hvor mange penge er der i virksomheden?
  • Hvordan optimeres den ældre generations fremtidige udbetalinger fra bl.a. pensionsopsparinger?
  • Er virksomheden et selskab eller en personligt drevet virksomhed?
  • Er der et holdingselskab?
  • Er der mulighed for at optimere skattebetalingen?
  • Er der risiko fra tidligere år der skal pålægges den ældre generation?
  • Er der flere arvinger der skal tages hensyn til?

Der er som sagt en række faktorer der har betydning for hvilken metode der anbefales til det enkelte generationsskifte, men de typiske modeller omfatter en eller flere af følgende metoder:

  • Succession
  • Aktieombytning
  • Tilførsel af aktiver
  • Spaltning
  • Virksomhedsomdannelse
  • A/B-aktier
  • Rent salg
  • Kapitalnedsættelse
  • Ejeraftale
  • Særejer
  • Testamenter
  • Indskud på pensionsordning
  • Opsparing i holdingselskab
  • Anfordringslån

Hjælp til generationsskifte

Som tidligere nævnt har jeg indgående erfaring med generationsskifter, både som rådgiver og som økonomidirektør/bestyrelsesmedlem i 7 år i et aktieselskab der var under løbende generationsskifte. Ønsker du et uforpligtende tilbud på hjælp til et generationsskifte er du meget velkommen til at kontakte mig på kontakt@bedre-raadgivning.dk